Søren Fiskemand er her ikke længere

Det var med stor sorg, at vi den 28. marts 2022 modtog meddelelse om, at ”Søren Fiskemand”, 813-TKMP-1959 Søren Blirup Jensen var død efter længere tids alvorlig sygdom.

Søren Blirup overtog i 1977 Havnens Fiskehus i Aarhus fra sin svigerfar Carl Christensen. Søren drev med stort engagement og dygtighed forretningen videre i 21 år. Det var især i denne periode, at Havnens Fiskehus udviklede sig til at blive en af landets mest anerkendte og respekterede fiskeforretninger. Lidt paradoksalt var/er, at en så stor fiskeforretning ligger i by, hvor der landes (fanges) meget lidt fisk. I 1998 overlod Søren Blirup butikken til kokken Henrik Pihlkjær.

Søren Fiskemand var naturelsker og holdt af at gå på jagt i de grønlandske fjelde. Han drev en gård på Helgenæs, hvor han flere gange afholdt vandreture med fuld forplejning for foreningens medlemmer. Naturligt arrangerede han også fisketure på Aarhusbugten, hvor der blev pilket torsk.

SG Søren Blirup Jensen var helhjertet Garder, han blev medlem af foreningen 1. januar 1962. Han var typen, der altid satte foreningen foran sig selv. To gange sad Søren i bestyrelsen, han trak sig 1. gang for at sikre kassereren på en generalforsamling.

Søren sad i festudvalget og stillede i mange år til andespillet med en kæmpetorsk med en appelsin i gabet, som han skænkede som 1. præmie til lotteriet.
Søren modtog De Danske Garderforeningers hæderstegn i november 1996 for sit mangeårige arbejde i og for foreningens bestyrelse.

Søren var kendt af alle, både i og uden for foreningen og han vil blive savnet.

Æret være Søren Fiskemands minde.