Lørdag d. 22. april satte en flok gamle gardere med ledsagere kursen sydvest på. Målet var museum Tirpitz samt hærens motorhistoriske samling i Oksbøl hos panser og artillerimuseet. Turen havde været programsat siden april 2021, hvor den dog blev aflyst grundet covid-19, men nu lykkedes det endelig.
Af Kasper Vestergaard
Turen startede kl. 8.45 fra Viby kirke. Formanden og andre bestyrelsesmedlemmer sørgede for kaffe, rundstykker og velvoksne morgenbittere som blev nydt på en rasteplads nord for Kolding. Flaskerne blev sendt rundt flere gange før bussen nåede sit mål: Blåvand og museum Tirpitz.
Da vi ankom til museet, startede vi med frokost, som bestod af museets specialitet ”smagen af Vesterhavet” og derefter var der introduktion af Eva, som er formidler på museet. Derefter blev vi sluppet fri til at gå på opdagelse på egen hånd.
Tirpitz var oprindeligt tiltænkt som kanonfæstning i Hitlers atlanterhavsvold. Fæstningen skulle først og fremmest beskytte Esbjerg havn. Den skulle havde haft to kanontårne, hver med en kanon på 111 tons som kunne affyre granater på 800 kg med en række vide på 55 km. Fæstningen kom aldrig i brug, da den ikke blev bygget færdig da tyskerne kapitulerede i maj 1945.
Udover den gamle bunker, rummer museum Tirpitz flere forskellige udstillinger som ligger i den tilbyggede museumsbygning fra 2017, tegnet af Bjarke Ingels. Udstillingerne har ikke kun med besættelsen og den Anden Verdenskrig at gøre, men også Vestkystens historie gennem 20.000 år fortalt fra en redningsbåd, ravskatte i udstillingen ”Havets guld” samt stenaldermenneskerne som levede der hvor museet ligger i ”Den sidste mammut – Det første Menneske”.
Efter noget tid i de spændende udstillinger var det tid til at sætte kursen mod rejsens næste mål: Panser og Artilleri museet i Oksbøl. Museet indeholder en samling af gamle uniformer og affekter fra forskellige regimenter, kanoner fra middelalderen til i dag, men særligt hærens motorhistoriske samling bragte begejstring blandt de gamle gardere. Der blev sparket dæk og bælter på et bredt udsnit af de køretøjer som har været anvendt af hæren siden Danmark blev en del af NATO i 1949 til i dag. Særligt meget opmærksomhed fik den hvide leopard kampvogn, som havde deltaget i operation bøllebank.
Efter en god time vendt bussen kursen hjem mod Aarhus med en flok gardere som var trætte og mættede af dagens indtryk.