60 tidligere gardere deltog i Garderforeningen for Aarhus og Omegns 116. ordinære generalforsamling, der blev afholdt i Frimurerlogens lokaler fredag den 16. november 2018.
Generalforsamlingen startede med at fanen blev ført ind, hvorefter forsamlingen udbragte et nifoldigt leve for vores protektor, Dronning Margrethe II.
Formanden foreslog på bestyrelsens vegne JAN-77 Keld Louie Pedersen som dirigent, og han blev valgt med akklamation.
Formanden indledte sin beretning med at omtale at 042, NOV-45 Holger Sørensen er gået bort siden sidste generalforsamling. Formanden bad forsamlingen om at rejse sig, og fortalte blandt andet, at Holger havde været medlem i 60 år, og han nåede at modtage sit 60-års hæderstegn inden han døde i en alder af 93 år. Herefter mindedes vi Holger under et minuts stilhed.
Foreningens medlemstal er faldet med 51 og var ved udgangen af september nede på 458. Det var med ærgrelse, at formanden konstaterede at den gode og stabile medlemstilgang, der har været de seneste par år nu har vendt sig til et fald. Han understregede, at der senere – i oktober og november – ses stor tilgang af nyligt hjemsendte gardere. Formanden og bestyrelsen ser derfor fortrøstningsfuldt på foreningens fremtid.
Herefter omtalte formanden de 12 arrangementer, som foreningen har afholdt i det forgangne år. 10 af arrangementerne var gengangere og arrangementer, vi helst ikke vil af med, da deltagerantallet er tilfredsstillende.
Prins Henriks død blev omtalt, forsamlingen rejste sig, hvorefter formanden udtalte et æret være Prins Henriks minde.
I løbet af året har foreningen, som vanligt, deltaget ved nationale mindedage, repræsentantskabsmøde i Randers, formandsmøder, årgangsparade og Livgardens årsdagsparade samt meget andet.
Økonomien i foreningen er god. Bestyrelsen fungerer godt og arbejder fint sammen
Formandens beretning blev godkendt med akklamation.
Herefter gennemgik kassereren det reviderede regnskab. Et flot stykke arbejde, som kassereren kun havde få, uddybende kommentarer til. Formuens gennemsnitlige, årlige tilvækst havde været til den gode side af kravene i vedtægterne. Regnskabet blev mødt med akklamation og dirigenten kunne således konstatere, at regnskabet var godkendt.
Skydelederen berettede om årets skydninger, som skyttelauget har deltaget i. Under beretningen var der uddeling af præmier til mange af laugets skytter.
En familie med stolte gardertraditioner.
Jørgen Veibøl sammen med Nicklas Stahl-Vejbøl og Katrine Stahl-Vejbøl
Foreningen har i årets løb deltaget i gardernes landsskydning på 15 m bane med tre hold. Her ses de bedste, individuelt placerede skytter: Harry Larsen, Nicklas Vejbøl, Jan Knudsen og Jan Creutzberg. <>
Foreningens skyttelaug har igen i år deltaget i N.A.I.S skydning (Norsk afdeling af den internationale skytteunion)
Her ses skydeleder Jan Creutzberg med de tre skytter, hvis resultater blev belønnet med diplom og bronzemedalje: Jes Laustsen, Ulrik Groth Spangberg og Katrine Stahl-Vejbøl.
Den ene af N.A.I.S. skydningens vandrepræmier er Gardersablen, som i år tilfaldt Jes Laustsen.
Den anden af N.A.I.S. skydningens vandrepræmier er sølvkruset, som i år tilfaldt Tommy Schnell Jeppesen.
Det har længe været et stort ønske blandt mange af vores skytter, og ikke mindst skydelederen, at flytte skydningerne fra Lyseng til Skytternes Hus på Gøteborg Allé. Efter en lang proces faldt tingene på plads og første skydning i Skytternes Hus fandt sted den 5. september 2018.
Formanden – Niels Erik Kjær – blev genvalgt med akklamation. Det samme gjorde bestyrelsesmedlemmerne Per Bundgaard Sørensen og Jan Creutzberg. Nyvalgt til bestyrelsen blev OKT-77 Jan Møller, som har været associeret bestyrelsen siden januar 2018 og fungeret som foreningens sekretær.
Revisorerne, NOV-59 Orla Hansen og MAJ-61 Hans Benfeldt Kjær blev begge genvalgt med akklamation.
Bestyrelsen består herefter af:
Formand MAJ-77 Niels Erik Kjær
Næstformand JAN-77 Jørgen Ø. Johnsen
Kasserer NOV-57 Arne Høy Nielse
Sekretær OKT-77 Jan Møller
APR-79 Per Bundgaard Sørensen
MAJ-73 Klaus Ulrik Holck samt
APR-86 Jan Karsten Creutzberg.
Formanden afsluttede generalforsamlingen med at byde Jan Møller velkommen i bestyrelsen og takkede bestyrelsen for godt samarbejde. Han takkede dirigenten for en god indsats, og forsamlingen for god ro og orden.
Generalforsamlingen sluttede med at deltagerne nød en god middag, hvor valget – som sædvanligt – kunne gøres mellem engelsk bøf og kogt torsk. Og der var en god og humørfyldt stemning ved bordene.
Under spisningen læste formanden to breve højt, som han for et års tid siden havde fået overrakt af nu afdøde Holger Sørensen. Breve, der på en fin måde beskrev Holgers liv og levned. Hans tjeneste ved Livgarden samt den indsats han havde ydet, ikke blot i vores forening, men også andre garderforeninger.
Herefter overrakte han påskønnelser til Arne Høy Nielsen, Jan Møller og Helge Kuno Pedersen inden han til slut overrakte et eksemplar af foreningens emblem til tidligere formand, Søren O. Pontoppidan.
Champagnelegatet gik til Arne Høy Nielsen. Formanden overrakte ”boblerne” til Arne med tak for hans store indsats, ikke blot i det forgangne år, men i alle de 19 år han har udført hvervet som kasserer med dygtighed og præcision.
Formanden takkede Jan Møller, som med kort varsel indtrådte i rollen som sekretær i starten af 2018. Takken blev ledsaget af en flaske ”Sergentkorpsets Rom”.
En flaske ”Sergentkorpsets Rom” blev tillige givet til tidligere bestyrelsesmedlem, Helge Kuno Pedersen med tak for hans støtte og for altid velvilligt at øse af sin store viden.
Aftenens sidste hædersbevisning blev tildelt vores mangeårige, tidligere formand Søren O. Pontoppidan. Han fik overrakt foreningens eget emblem, som i henhold til bestemmelserne må bæres af bestyrelse, fanebærer og foreningens æresmedlemmer. De originale emblemer, der er fremstillet i sølv, blev båret første gang ved generalforsamlingen i 1904, to år efter foreningens stiftelse.