Vi var mange medlemmer af foreningen, som mødtes den 11. oktober til årets keglespil.
Arrangementet fandt sted i Aarhus Skøjtehal, hvor der er nogle fine lokaler til møder og spisning, og dertil fire moderne keglebaner med elektronisk markering.
Vi indledte med en lækker buffet, hvor vi samlede energi til aftenens keglekamp.
Efter middagen blev kaffen, ledsaget af lækker kage og to slags hjemmelavet is, serveret på keglebanen, for nu skulle det afgøres, hvem der skulle have æren af at være foreningens Keglekonge i det næste år.
Alle deltagere fik lejlighed til at øve sig på de udmærkede baner, og da det blev alvor, lagde én mand sig suverænt i spidsen med 22 point, og to mand opnåede 21 point.
Der var ingen tvivl om at 1973 Klaus U. Holck med 22 point i den bedste serie, havde tilkæmpet sig titlen og den ære det er at være det næste års keglekonge.
De to mand som opnåede 21 point skulle så spille igen for at få besat anden og tredjepladsen.
I omkampen var 1960 Kurt H. Grouleff bedst, og han vandt andenpladsen, og 1955 Erik Madsen besatte tredjepladsen.
Rigtig hjertelig tillykke med sejren til den nye Keglekonge Klaus Holck.
Præmierne var, foruden keglekonge bandoléret, gode varer på flasker.
Efter keglespillet var foreningen vært ved en hårdt tiltrængt øl eller vand.
1964 Helge Kuno Pedersen