Besøg hos Aarhus Brandvæsen

15. apr 2010

Der var rigtig god tilslutning til besøget hos Århus Brandvæsen.

Det var vort medlem, brandmester Tommy Schnell Jepsen, som assisteret af to kolleger stod for rundvisningen. Tommy fortalte levende om jobbet som brandmand, og det består ikke kun i at slukke brand.
Der bruges megen tid til at vedligeholde materiellet og på øvelser både på land og på vand. Vi så brandstationens store vognpark og mange af de specialværktøjer brandvæsenet har med i vognene.

Vi prøvede også at plaske lidt med vand fra brandslangerne, og vi fik demonstreret røgdykkerudstyret.

De fleste af os prøvede at komme til vejrs i den store brandstige. der kan nå 30 meter op, og fra stigen havde vi en fantastisk udsigt over Århus by og bugten.

Vi så også de mere private lokaliteter, hvor brandmændene sover, selv laver mad, og hvor de opholder sig, når de ikke er på opgaver eller øvelser.
Der brændes meget fedt af i brandstationens gymnastiksal så brandmændene holder sig i fin form. Deres arbejde er inddelt i døgnvagter på 24 timer, hvorfor de både spiser og sover på brandstationen.

Efter den spændende rundvisning blev vi fyrsteligt beværtet med sandwicher, øl og sodavand samt kaffe og kage, og Tommy besvarede velvilligt vore mange spørgsmål.

JUL 64 Helge Kuno Pedersen.