Spisning med foredrag

2. apr 2009

Restaurant Kohalen, Jægergaardsgade 152, Århus.
Restauratør AUG 76 Jes Laustsen serverer stegt flæsk ad libitum.
Vi har engageret den tidligere korporal i Den Franske Fremmedlegion, Bruno Søndberg Hansen, til at komme og fortælle om sine oplevelser. Han er veteran fra krigene i Marokko, Fransk Indokina og Algieriet hvor han blev tildelt det franske krigskors.

Når der står stegt flæsk og kartofler med persillesovs på menuen hos restauratør AUG 76 Jes Laustsen på ”Restaurant Kohalen”, plejer det at være tilskyndelse nok til, at rigtig mange medlemmer møder op til arrangementet.
Når vi desuden har en gammel veteran fra fremmedlegionen til at fortælle om sine oplevelser, er det klart, at der bliver ”fuldt hus”.

De 65 medlemmer der var mødt op, spiste først den gode mad.

Den tidligere korporal i Den Franske Fremmedlegion, den 78 årige Bruno Søndberg Hansen, veteran fra krigene i Marokko, Fransk Indokina og Algeriet, hvor han blev tildelt Det Franske Krigskors, underholdt os i to timer om hvordan han, lige efter 2. verdenskrig, som sømand sejlede jorden rundt flere gange, at han blev agterudsejlet i Frankrig, og endte i fremmedlegionen.

Bruno Søndberg Hansen mellem mellem Per Bundgaard Sørensen,
der stod for arrangementet, og formanden

Vi fik, på Bruno´s sindige jyske sprog, beretningen om mange af hans oplevelser på de barske krigsskuepladser.
Bruno´s fem år i fremmedlegionen startede i Paris, over Marseilles til Marokko og Algeriet. Videre til Fransk Indokina hvor han blev såret af en granat. Efter våbenstilstanden tilbage til Algeriet, hvor han straks igen kom i ilden. Herefter kom han på korporalskole, og trods kraftige opfordringer om efter de fem år at forny kontrakten med fremmedlegionen valgte han at træde ud og leve en fredeligere tilværelse.

JUL 64 Helge Kuno Pedersen