Da vi, 45 mand stærk, mødtes til den første klubaften med spisning, var ikke ret mange af os klare over, at det var Ango Winther, som var lokket til at afse en friaften for at underholde os. Han fortalte om sin vej fra Sindal som sindig Wendelbo med W, til taxachauffør, og buschauffør ved sporvejene i Århus.
Hos sporvejene fungerer Ango Winther i dag som køreplanlægger. Et job der passer godt med arbejdet i Århus Byråd, hvortil han blev indvalgt fra den 1. januar 1994.
Ango Winther fungerer nu i byrådet som næstformand i teknisk udvalg og som næstformand for Århus Havn.
Vi blev grundigt, og levende, orienteret om planerne for tunnel til og udbygning af containerterminalen på Århus Havn, hvor Mærsk for tiden udvider kraftigt, og vi blev indviet i mange af planerne for byplanlægningen, bl.a. hvordan man vil udvide indbyggertallet i forstæderne, og at der planlægges en helt ny bydel ved Lisbjerg til 36.000 indbyggere. Dette vil igen have stor indflydelse på infrastrukturen i Århus og omegn, og vi kom derfor også ind på planerne om etablering af en letbane i landsdelen. Tiden til vi skulle spise gik hurtigt, og da den værste sult var stillet med René´s veltillavede mad besvarede Ango Winther med stor ekspertise og en hel del lune spørgsmål fra tilhørerne.
Aftenen viste os, at Ango Winther´s selskab, hans ordsprog: ”Hvis noget ikke kan lade sig gøre, hvad kan så lade sig gøre?”, og René´s gode mad, er en god kombination at bruge en aften på.
610584-JUL-64 Helge Kuno Pedersen