58 medlemmer af foreningen mødtes på ”Restaurant Renè” for at ønske hinanden godt nytår, få noget godt at spise og, ikke mindst, høre Thorkild Simonsen fortælle.
Aftenen startede med samling i vinkælderen under Restaurant Renè.
Thorkild Simonsen havde fået en times tid til sin rådighed, og han fortalte meget engageret om sin tid i Århus, hvortil han ankom i årene under besættelsen.
Vi fik et rigtig godt billede af hans vej fra uddannet maler over højskoleophold og bestået lærereksamen, til stilling som erhvervsvejleder og senere skoleinspektør og opfordringen til at gå ind i politik.
Thorkild Simonsen fortsatte med en hurtig, men interessant, gennemgang af tiden som politiker i Århus, hvor han var medlem af Århus Byråd 1966-97, rådmand 1970-82 og borgmester fra 1982-97. …
Tiden som medlem af KL og senere formand for KL´s bestyrelse var vi også omkring….
Vi fik også historien om opringningen fra statsministeren med opfordringen til at nappe tjansen som indenrigsminister, men ligesom vi andre i alvorlige situationer, måtte han først lige spørge lillemor….
Thorkild Simonsen fik den nødvendige tilladelse, og han kunne derfor også fortælle os om sine år som indenrigsminister, og han gav os et godt indblik i arbejdsgangene på Christiansborg….
Thorkild Simonsen fortalte med begejstring, der var sjove anekdoter, og vi kunne sagtens have lyttet en time eller to mere.
Derefter gik man ovenpå i Restaurant Renè, der er en af Aarhus’ to – tre toprestauranter.
Det er ikke nogen stor hemmelighed, at foreningen giver et kraftigt tilskud til disse gourmetmiddage.
Der blev serveret tre retter mad
– Selleri puré suppe med unghane soufflè
– Timianstegt kalvefillet med portvinssky, bagte rodfrugter og pomme Anna
– Lun marcipangratin med rødvinssyltede pærer samt friskrørt iscreme
Under middagen besvarede Thorkild Simonsen mange spørgsmål, og det var ikke mindst hans fortjeneste, at vi havde en rigtig vellykket aften.
Tekst: Helge Kuno Pedersen suppleret af Peter Horsten